Costa Brava

Kultur og Byer

Camping Las Dunas ligger i provinsen Girona. Middelalderen havde stor betydning for Gironas distrikter, som har været domineret af små grevskaber og klostre. Ikke langt fra Camping Las Dunas ligger der monumenter af stor kulturel og historisk interesse. Vi præsenterer jer her for nogle af vores favoritter. Vi har også taget Barcelona med, da det er en stor turistattraktion, og fordi vi tilbyder udflugter dertil fra campingpladsen i bus.

L’Escala og Sant Martí d’Empúries

L’Escala er en kommune med 10.000 indbyggere, og er derved den tredjestørste kommune i området Alt Empordà efter Figueres og Roses. Kommunen strækker sig over 7 km langs med kysten med 4 meget forskellige områder fra nord til syd: Ampurias, den gamle bydel, Riells, og Cala Montgó.

Mod nord kun 3 km fra Camping Las Dunas ligger middelalderlandsbyen Sant Martí d’Empúries og Empúries-ruinerne (Ampurias). Ampurias har en meget vigtig historisk betydning, da det var det første sted i Spanien, grækerne slog sig ned. Ampurias blev grundlagt i år 575 efter Kristi, og blev kaldt Emporion, som betyder marked. Her handlede grækerne med los indigetes, som boede i området. I år 100 efter Kristi kom romerne. Til forskel for grækerne kom de ikke for at handle men for at erobre stedet. Efter det 1. århundrede efter erobringen af hele Spanien, gik Ampurias i opløsning og blev indhyllet i Tarracos (Tarragonas) og Barcinos (Barcelonas) magt. Kun den græske bys ældste del, som i sin tid blev bygget på en ø, har overlevet indtil i dag som landsbyen Sant Martí d’Empúries. En bred og asfalteret vej uden motortrafik forbinder landsbyen med L’Escalas gamle bydel mod syd.

Den gamle bydel ligger ved la platja (stranden), hvor fiskerne tidligere fortøjede deres skibe. Bydelen er nu en fodgængerzone med smalle gyder og små forretninger og restauranter og kirken Sant Pere (San Pedro.) Man spiser godt i L’Escala. Hvis man følger kysten mod syd, kommer man til Riells, der har byens største strand og havnen. På havnepromenaden ligger en masse forskellige forretninger. I kommunens sydligste del ligger Cala Montgó med barer og restauranter på en meget smuk strand. Her var fiskesaltningsindustrien en meget vigtig industri, og ansjoser fra l’Escala er berømte i hele Spanien.

Læs mere

Barcelona

Barcelona er Cataloniens hovedstad med 1,6 millioner indbyggere og ligger cirka 150 km fra Camping Las Dunas. Med forstæder har Barcelona 5 millioner indbyggere, hvilket, ifølge Wikipedia, gør den til Europas sjette største by. Barcelona er en storby med et kosmopolitisk miljø, som er et besøg værd. Hvis du ønsker at besøge Barcelona, mens du bor på Camping Las Dunas, anbefaler vi ekskursioner i bus, som kører direkte fra campingpladsen, og som organiseres af en af vores samarbejdspartnere. Det er muligt at komme til Barcelona i bil eller med offentlig transport, men det kan være kompliceret og stressende at køre rundt i så stor en middelhavsby.

Barcelona har mange kvarterer med forskellige turistattraktioner. Kvartererne Raval, Barri Gótic, El Born, el Barri Gótic og La Barceloneta befinder sig i la Ciutat Vella (den gamle by), bydelen som lå inden for den gamle romerske bymur. Her bør man se katedralen, kirken Santa Maria del Mar og las Ramblas. Syd for den gamle bydel ved vandet ligger Montjuïc (det jødiske bjerg). I det 19. århundrede opstod behovet for at udvide byen, og derfor godkendtes planen ”Eixample” (udvidelse). Udvidelsen skete samtidigt med begyndelsen af modernismen, en arkitektstil, som ses i nogle af Barcelonas mest kendte bygningsværker som Casa Battló, Casa Milá, Parc Güell, Palau de la Música og la Sagrada Famíla. Barcelona er blevet et af de førende europæiske byer inden for byplanlægning og er kendetegnet ved innovation, design og bæredygtighed.

I Barcelona spiser man godt. Byen har ikke mindre end 32 restauranter med Michelin-stjerner (2 af dem har 3 stjerner). Men der er selvfølgelig et hav af restauranter, så der er noget for enhver smag. Også markedet La Boquería på la Rambla er et besøg værd. Nattelivet i Barcelona foregår primært i La Barceloneta, El Born, el Barri Gótic og l’Eixample. Hvis man er vild med fodbold, bør man besøge Camp Nou (det nye stadion) og museet, der hører til. Toge, der kører ind i byen fra nord, stopper ved tre stationer. Den mest centrale station er el Passeig de Gràcia midt i bydelen Eixample. Barcelonas hovedbanegård er Sants, hvorfra næsten alle ruter fra hele Spanien udgår.

Læs mere

Girona

Girona (Gerona på spansk, Gerunda på latin) er hovedstad i provinsen af samme navn med 96.000 indbyggere og befinder sig 45 km fra Camping Las Dunas. Syd for Girona ligger den lufthavn, der ligger tættest på campingpladsen. Gironas gamle bydel er en af Cataloniens mest interessante og er mere end 2000 år gammel.

Området var i forhistorisk tid beboet af ibererne, som boede der inden grækerne og romerne. Fra år 77 efter Kristi grundlagde romerne Gerunda og opførte en magtfuld fæstning la Força Vella, hvoraf dele stadig kan ses i den gamle bymur. Senere i det 7. århundrede påbegyndtes opførelsen af kirken Sant Feliu (basílica de San Félix) til ære for martyren San Félix. Den muslimske erobring af Girona varede kun fra 711 til 785, hvorefter byen gjorde oprør og faldt i hænderne på frankerne. Girona blev til grevskabet Gerona, som var en del af la marca hispánica og nye bymure styrkede og udvidede byen. Denne epoke var det jødiske samfunds pragttid. I dag er el Call Jueu (det jødiske kvarter) et af de bedst bevarede i Europa.

I det 9. århundrede påbegyndtes opførelsen af klosteret monasterio de Sant Pere de Galligants, som siden 1857 har været sæde for Cataloniens arkæologiske museum. Senere i det 11. århundrede begyndte man at bygge katedralen Catedral de Santa María de Girona, som skulle erstatte kirken Sant Feliu som byens primære tempel. Katedralen repræsenterer tre arkitektoniske stile: romansk, gotisk og barrokstil. Katedralens brede skib i gotisk stil er den anden bredeste i verden efter Vatikanets Basílica de San Pedro. En overdådig stentrappe med 90 trin fra det 17. århundrede fører op til katedralen. De arabiske bade fra det 12. århundrede fuldender listen med fantastiske monumenter i den gamle bydel. Selvom navnet hentyder til noget andet, er det en kristen konstruktion inspireret af de romerske bade.

Inden man afslutter sin tur rundt i byen og stopper op for at spise, bør man besøge la rambla med dens forskellige arkader og broer over floden Onyar, hvor der er en flot udsigt til de huse, der ligger langs med floden. I provinsen er der ikke mindre en 14 restauranter med Michelin-stjerner, og byen har restauranten Celler de Can Roca, der anses for at være verdens bedste restaurant. Gastronomien i Girona er kendetegnet ved sine produkter fra havet og bjergene og en kombination af det traditionelle og moderne køkken.

Læs mere

Cadaqués

Cadaqués er den by i Spanien, der ligger længst mod øst. Den ligger midt i naturparken Cap de Creus 35 km fra Camping Las Dunas. Byen befinder sig i en naturhavn og har indtil slutningen af det 19. århundrede været nærmest afskåret fra land. Traditionelt levede man her af fiskeri, saltning af fisk og olivendyrkning. Men byens mange års isolation gjorde den til et attraktivt sted for kunstnere og turister siden begyndelsen af det 20. århundrede.

Cadaqués’ oprindelse går helt tilbage til præhistorisk tid. I middelalderen var der gentagne invasioner af pirater og sørøvere, hvilket førte til opførelsen af en bymur, som der i dag kun er en gammel fæstning tilbage af. Den gamle bydel er kendetegnet ved smalle, stejle gader med det karakteristiske fortov, el rastell. På byens højeste punkt ligger kirken Santa María de Cadaqués, som blev bygget i det 16. århundrede, da den gamle kirke blev ødelagt af den berømte tyrkiske pirat Barbaroja, som overfaldt landsbyen i 1543.

Når man taler om Cadaqués, kan man ikke komme uden om de mange kunstnere, der har opholdt sig her en periode i løbet af deres karriere, da byen er meget inspirerende pga. dens små gyder, havet og den enestående natur i Cap de Creus. Picasso tilbragte sommeren 1910 her, Marcel Duchamp etablerede sit sommerresidens i byen i 1954, og mange andre kunstnere fandt inspiration i Cadaqués. Den kunstner, der har været tættest knyttet til byen, er dog Salvador Dalí, som flyttede hertil permanent, efter at han vendte hjem fra New York i 1948. Hans hus i Portlligat åbnede sine døre for offentligheden som museum; Casa Museo Salvador Dalí i 1997. Det er nødvendigt at bestille billetter via museets hjemmeside.

Læs mere

Sant Pere de Rodes

På toppen af Sierra de Rodas, der er en del af de østlige Pyrenæer, der danner halvøen Cap de Creus, troner det formidable kloster Sant Pere de Rodes. På den samme bjergtop ligger ruinerne af borgen Verdera, og lige nedenunder på den nordlige bjergskråning ligger klosteret. Borgen skulle fungere som beskyttelse af klosteret. Klosterets oprindelse er omgivet af stor mystik og er tæt knyttet til apostlen San Pedro. Det siges, at der i borgen fandtes relikvier fra ham. Det første dokument, der nævner klosteret, er fra år 878. Klosteret nåede sin storhedstid i det 11. og 12. århundrede og var i den tid et mål for pilgrimsrejser. Fra det 17. århundrede og frem blev det plyndret og forladt. I 1930 blev det udnævnt til nationalt monument, og i 1935 påbegyndtes renoveringsarbejdet. Klosteret er åbent for offentligheden. Mere information og priser kan ses på klosterets hjemmeside. Klosteret ligger cirka 35 km fra Camping Las Dunas, og man kan komme dertil via landevejen. Man kommer op til borgen Verdera til fods.

Læs mere

Figueres og Salvador Dalí Museum

Figueres (Figueras) er områdets hovedstad med 45.000 indbyggere og ligger 25 km fra Camping Las Dunas. Her ligger det nærmeste hospital og den nærmeste togstation.

Da byen ligger så tæt på den franske grænse, gør det den til et vigtigt knudepunkt for kommunikation og er også indgangen til Spanien. Byens oprindelse stammer fra den romerske besættelse på vejen la Vía Augusta, Spaniens længste og mest travle vej i Romertiden. Figueras blev  Ampurdans hovedstad i 1936, da området blev delt op, og blev det igen i 1987 efter genoprettelsen af det spanske demokrati. Krigene spillede en vigtig rolle i Figueras’ historie, og i dag er der blot få monumenter tilbage. Heriblandt skal nævnes el Castell de San Ferran nord for byen, som anses for at være Europas største militærfæstning og kirken Sant Pere (Sant Pedro) i den gamle bydel.

Figueras’ største seværdighed er dog Teatre-Museu Salvador Dalí, som blev dedikeret til Figueras’ mest kendte bysbarn, født i 1904. Det er det tredje mest besøgte museum i hele Spanien. Museet indviedes i 1974 og blev bygget på resterne af det gamle teater, der brændte ned i 1939. Det var Salvador Dalí selv, der førte an i projektet, hvorfor det ikke kun huser kunstnerens værker, men museet er i sig selv også hans sidste store kunstværk. Dalí døde i 1989, og hans grav findes i museets krypt.

Læs mere

Pals og Peratallada

At rejse til landsbyerne Pals og Peratallada er som at rejse tilbage i tiden. Man kan kombinere et besøg til de to landsbyer, da der kun er 10 km imellem dem. Middelalderen havde en stor betydning for udviklingen af regionen, og Girona bestod af små uafhængige grevskaber og klostre. Pals og Peratallada er to af de vigtigste og mest velbevarede middelalderbyer i Catalonien. Smalle gader, tårne, kirker og bymure tager dig med tilbage til Middelalderen midt i Costa Brava. Borgen Pals blev første gang dokumenteret i det 9. århundrede. Interessant er særligt gamle referencer til en vigtig havn i Middelalderen. I dag er Pals kendt for den ris, som der dyrkes omkring den, og som kaldes arròs de pals. Peratallada blev første gang nævnt i det 10. århundrede. I landsbyen ses den gamle bymur, som var en af de stærkeste i Catalonien i Middelalderen. Begge landsbyer ligger cirka 30 km fra campingpladsen.

Læs mere

Sant Pere Pescador

Camping Las Dunas ligger i kommunen Sant Pere Pescador, selvom den ligger halvvejs på vej mod l’Escala mellem dyrkede marker og næsten 5 km fra begge landsbyer. Sant Pere Pescador er en kommune med 1.700 indbyggere og et areal på 17 km2, som strækker sig langs med el Golfo de Roses. Landsbyen ligger ved floden Fluviàs bred 2 km fra havet. Mere end 6 km fin sandstrand, vådområder og dele af floden Fluvià, som går tværs gennem kommunen, er beskyttet som naturpark Aiguamolls de l’Empordà. Kommunens primære indtægtskilder kommer fra landbrug (primært fra æbledyrkning) og fra turisme. Stranden i Sant Pere Pescador er et populært sted for wind- og kitesurfere. De store grønne områder og skove er ideelle til vandring og cykling. Landsbyen var allerede kendt i år 974, og i den gamle bydel kan man stadig se stykker af bymuren fra den gamle fæstning.

Læs mere

Ampuriabrava

Empuriabrava (Ampuriabrava) er Europas største beboede marina med en 1,5 km lang strand. Den ligger i kommunen Castelló d’Empúries, som blev regionens hovedstad i middelalderen og var sæde for de daværende grever af Ampurias. Der hvor Empuriabrava ligger i dag, var der dengang sumpområde. I 1960’erne påbegyndtes et stort projekt med udgravning af kanaler og urbanisering. Projektet var primært inspireret af lignende projekter i Florida, som forsøgte at efterligne den romantiske stil fra det klassiske Venedig. Lige fra starten af har projektet dog været omgivet af stor polemik. I forbindelse med protester fra økologiske bevægelser blev sumpområdet indviet til naturparken los Aiguamolls de l’Empordà i 1983. På Empuriabravas flyvestation ligger et af verdens største faldskærmsudspringscentre.

Læs mere
kultur og byer

Mapa de Situación

Ampuriabrava
+info
Figueras & Dalí Museum
+info
La Escala & Ampurias
+info
Sant Pere de Rodes
+info
Cadaqués
+info
Sant Pere Pescador
+info
Pals & Peratallada
+info
Girona
+info
Barcelona
+info
Har du spørgsmål?

Ofte stillede spørgsmål